• Meny
  • Meny

6 af de smukkeste kirker og katedraler i Paris

Frankrigs smukke hovedstad, Paris, bugner af charme og romantik – og ikke mindst seværdigheder. Udover klassiske must sees, såsom Eiffeltårnet og Triumfbuen, er der mange andre attraktioner, der bestemt er et besøg værd.

Paris er blandt andet fyldt med museer, såsom det populære Louvre, og du kan også besøge parker og diverse udstillinger. Der er også gode shoppingmuligheder i den populære storby, og byen er rig på gastronomiske oplevelser. Du vil for eksempel både kunne finde Michelin-restauranter og markeder med madboder, og Frankrig byder på masser af bagværk og kage, der utvivlsomt er værd at prøve. 

Der er oplevelser i byen for både store og små, for eksempel det populære Disneyland, og du kan både begive dig rundt på egen hånd eller booke guidede ture ved mange seværdigheder. Du kan tilmed tilpasse din rejse, så du befinder dig i byen, når en bestemt festival eller en anden særlig begivenhed løber af stablen. Tiden står ikke stille i denne storby, og der er helt sikkert oplevelser og seværdigheder for enhver smag.

Paris byder også på mange smukke kirker og katedraler, som bestemt er et besøg værd, også selvom du ikke er religiøs. I den forbindelse har vi oplistet de 6 smukkeste kirker i Paris, som du bestemt bør overveje at besøge, hvis du befinder dig i den livlige storby.

I denne artikel vil du finde 6 smukke kirker, som vi mener, er nogle af de smukkeste i byen:

  1. Notre Dame
  2. Sacré Coeur 
  3. Sainte-Chapelle
  4. La Madeleine
  5. Église Saint-Sulpice
  6. Pantheon

Vi vil give en kort beskrivelse af dem alle sammen og forsyne dig med lidt praktisk information, så du ved, hvor og hvordan du finder de forskellige kirker.

1. Notre Dame

Notre Dame Paris

Den første på vores liste over smukke kirker i Paris er selvfølgelig Notre-Dame de Paris. På grund af dens store størrelse og særlige, gotiske udtryk er den sammen med Eiffeltårnet en af Paris’ helt store ikoner og en af de mest velbesøgte attraktioner i Paris. Kirken kan dateres tilbage til Middelalderen, hvor den blev påbegyndt af Maurice de Sully, der var biskop i Paris. Han havde en vision om at forvandle ruinerne fra to tidligere baslikaer til én enkelt bygning. Den grundlæggende kirkesten blev lagt i 1163 af paven Alexander III, og den efterfølgende byggeproces med diverse tilføjelser til kirken varede næsten 200 år.

Gennem tiden har katedralen gennemgået flere restaureringer, da tidens gang og diverse hændelser gennem historien både har skadet og nedslidt den ikoniske bygning. Den nyligste renovering i 2019 endte desværre med, at store dele af bygningen blev ødelagt på grund af en brand, der startede under katedralens tag den 15. april. Dette var en sorgens dag for hele Frankrig, der sammen med resten af verden chokerede kunne iagttage den berømte kirke stå i flammer. 

Bygningen er dog på nuværende tidspunkt blevet sikret igen, og restaureringsarbejdet er så småt gået i gang. Notre Dame-katedralen er derfor lukket for offentligheden, indtil den er restaureret, hvorfor den smukke bygning kun kan betragtes udefra i øjeblikket. Den ikoniske katedral er estimeret til at skulle åbne for offentligheden igen i 2024 – 5 år efter den tragiske brand brød ud.

Hvor og hvordan finder du Notre-Dame de Paris?

Den smukke og verdensberømte katedral befinder sig i kvarteret Île de la Cité i hjertet af Paris på følgende adresse: 6 Parvis Notre-Dame Place Jean-Paul II, 75004 Paris Frankrig. Der ligger mange metrostationer i nærheden, så det er nemt at komme til med offentlig transport.

De normale åbningstider er fra 8:00-18:45 mandag-fredag og 8:00-19:45 lørdag-søndag. 

Lige nu kan kirken og det store genopbygningsarbejde som sagt kun betragtes udefra, men der er heldigvis mange andre seværdigheder lige i nærheden, herunder Sainte Chapelle og Louvre Museet, der begge ligger mindre end 1,5 kilometer væk.

2. Sacré Coeur

Sacré Coeur i Paris

Sacré Coeur er en romansk, katolsk kirke dedikeret til Jesus, der befinder sig på toppen af bydelen Montmartre. Den blev designet af Paul Abadie og er uden tvivl en af de smukkeste kirker i Paris. Selve konstruktionen begyndte i 1875, og kirken stod færdig i 1914. Derfor er kirken faktisk relativt ny, sammenlignet med mange af de andre smukke kirker i Paris. Den blev dog først indviet i 1919 efter 1. verdenskrig, og den er et symbol på anger og lidelse blandt det franske folk efter den fransk-preussiske krig.

I modsætning til Notre Dame, der er designet i gotisk stil, er Sacré Coure designet i romansk-byzantinsk stil. Kirken er 85 meter lang, 35 meter bred og 83 meter høj. Selve kuplen er 55 meter høj og 16 meter bred. Klokketårnet kan også prale af en af verdens tungeste klokker, der vejer hele 19 ton.

Da du både kan besøge kirken om dagen og om aftenen, kan du eventuelt bruge dagen i den smukke og charmerende bydel og nyde den flotte udsigt fra kirken, mens hele byen er badet i funklende lys. Alternativt kan du også få dit besøg til at passe med søndagsgudstjenesten, hvis du synes, at dette kunne være spændende at opleve.

Hvor og hvordan finder du Sacré Coeur?

Sacré Coeur befinder sig på følgende adresse: 35 Rue du Chevalier de la Barre, 75018 Paris. Igen er det forholdsvis nemt at komme til med nærliggende, offentlig transport – både tog, metro og bus – og fra en af stationerne kan du så komme videre til fods.

Sacré Coeur er åben hver dag fra 6:30-22:30, og indgangen til selve kirken er gratis. Kuplen er åben fra 10:30-20:30 fra juni-september, mens åbningstiderne fra november-maj er 10:30-17:30. Indgangen til kuplen ligger på venstre side af basilikaen, og du skal være opmærksom på, at der er 300 trappetrin op uden mulighed for at tage en elevator. For at besøge denne kirke bør du altså ikke have gangproblemer.

Tjek gerne hjemmesiden, da der kan være ændringer i åbningstiden i henhold til vejret.

3. Sainte-Chapelle

Sainte Chapelle Paris

Den næste kirke, der helt sikkert er et besøg værd, er den smukke kirke Sainte-Chapelle. Kirken befinder sig i hjertet af Paris og er et arkitektonisk mesterværk. Den er designet i gotisk stil, og selve konstruktionsarbejdet begyndte i 1242 og var færdigt i 1248 – seks år senere. Kirken blev designet til at huse artefakter såsom Kristus’ tornekrone og et stykke af korset, Jesus blev korsfæstet på. 

Den nedre del af kirken var engang forbeholdt medlemmer af retten, og det bemærkelsesværdige ved denne del af kirken er den dunkle stemning på grund af den begrænsede mængde af lys. Dette skyldes de smalle vinduer og det lave loft. Den øvre del af kirken er dedikeret til levn fra fortiden, og den var tidligere forbeholdt medlemmer af den royale familie. Ved indgangen findes et stort rosetvindue, som er særlig karakteristisk for denne kirke, der i modsætning til underetagen bader overetagen i lys og farver.

Kirken er generelt udsmykket med store glasmalerier, der hver er 15 meter høje. Disse smukke vinduer afbilder scener fra både Det Gamle og Det Nye Testamente. 

Hvor og hvordan finder du Sainte-Chapelle?

Sainte-Chapelle befinder sig i samme kvarter som Notre Dame, nemlig Île de la Cité, på følgende adresse: 10, boulevard du Palais, 75001 Paris. Du kan komme yderst tæt på med både bus og metro og nemt gå til eller fra andre seværdigheder, såsom Notre Dame eller det gotiske palads Conciergerie. 

Åbningstiderne fra 1. april til 30. september er fra 9:00-19:00, mens åbningstiderne resten af året er fra 9:00-17:00. Kirken er dog lukket den 1. maj, 25. december og 1. januar.

For at besøge kirken skal du bestille tid og købe en billet. Du kan både købe en e-billet eller en fysisk billet tæt på indgangen og hos boghandlen Hotel de Sully. Denne findes på 62 rue Saint Antoine 75004 og holder åbent tirsdag til søndag fra 13:00-19:00. 

4. La Madeleine

La Madeleine Paris

La Madeleine, eller Madeleinekirken, er en kirke i et lidt atypisk design sammenlignet med de andre kirker i Paris. Forud for den første kirke, der blev bygget på stedet i 1764, blev La Madeleine designet i 1806 af Pierre-Alexandre Vignon ifølge ordrer fra Napoleon I. Han havde en vision om at gøre Paris til en majestætisk hovedstad med bygninger i romersk stil, og denne bygning var også i første omgang bygget til ære for den franske hær. Ved Napoleons fald blev bygningen dog lavet om til en kirke til ære for St. Maria Magdalene. 

Denne atypiske kirke er slående, fordi den minder utrolig meget om et græsk eller romersk tempel med de 20 meter høje søjler, der pryder kirkens facade. Interiøret er præget af dunkel belysning og består af et enkelt rum med tre kupler. Ved alteret står en statue af St. Maria Magdalene, og i kuplen over statuen kan man se et kalkmaleri, der afbilder historie fra kristendommen. 

Hvor og hvordan finder du La Madeleine?

Du kan finde dette smukke tempel af en kirke på følgende adresse; Place de la Madeleine
75008 Paris, og kirken er omgivet af historiske restauranter og stilfulde butikker. 

Du kan nemt komme til området med både metro og bus, og indgangen er gratis. Kirken er åben dagligt mellem 9:30 og 19:00 undtagen i påsken, 1. januar og 25. december såvel som andre helligdage i løbet af året. Undersøg derfor kirkens åbningstider, hvis du befinder dig i Paris særlige tidspunkter på året.

5. Église Saint-Sulpice

Den næste på vores liste er Saint-Sulpice, der er en smuk, katolsk kirke. Den blev bygget tilbage i 1700-tallet, og det er en af de største kirker i Paris. Kirken er faktisk et enormt tempel med en lidt ufærdig fremtoning, og den er yderst velbesøgt takket være dens rolle i novellen og filmen Da Vinci Code. 

Da kirkens konstruktion varede mere end et århundrede, er designet også udarbejdet af flere arkitekter, der hver har sat deres præg på kirken. Det har medført en blanding af en barok og neoklassisk stil. Kirken skiller sig også ud for det specielle solur, der er en del af kirkens konstruktion, som skulle sikre, at kirkeklokkerne ringede på det rigtige tidspunkt på dagen. 

Kirken kan også prale af et af de største og smukkeste orgler i verden, der blev bygget tilbage i 1862. 15 minutter inden gudstjenesten hver søndag kan man faktisk høre kirkens organist spille på det imponerende instrument.

Foran kirken står der også et imponerende springvand, der blev designet af italieneren Louis Visconti, som i sig selv bestemt også er et besøg værd.

Hvor og hvordan finder du Saint-Sulpice?

Saint-Sulpice befinder sig i Saint-Germain-des-Près distriktet, hvortil du kan komme direkte med metro. Der ligger desuden mange andre seværdigheder i nærheden, såsom Palais du Luxembourg, Pantheon, Latinerkvarteret eller Île de la Cité, hvor du som sagt finder både Notre Dame og Sainte-Chapelle.

Kirken er åben dagligt mellem 7:30 og 19:30 undtagen i påsken, 1. januar og 25. december såvel som andre helligdage i løbet af året. Også her er indgangen gratis. Igen bør du undersøge kirkens åbningstider, hvis du befinder dig i Paris på helligdage.

6. Pantheon

Pantheon Paris katedral

Konstruktionen af denne kirke var dedikeret til Paris’ skytshelgen Saint Geneviève, og konstruktionen begyndte tilbage i 1757. Den er designet af arkitekten Jacques-Germain Soufflot og erstattede en ældre kirke på samme beliggenhed. 

Det er en korsformet kirke i neoklassisk stil med en facade bestående af korintiske søjler. Kirkens indre er prydet med mosaik og malerier af fransk historie, og prydgavlen har skulpturer af tidligere frihedskæmpere. 

Efter revolutionen fungerede den smukke bygning ikke længere som kirke. I dag er Pantheon derfor en offentlig bygning, der fungerer som en slags skatkammer med levn fra store franske borgere. 

Hvor og hvordan finder du Pantheon?

Pantheon befinder sig i Latinerkvarteret på følgende adresse; Place du Panthéon 75005 Paris, som kan tilgås via både metro og bus.

Der er et indgangsgebyr for alle over 26 år, mens indgangen er gratis for børn under 18 år samt unge under 26 år fra EU-lande, undervisere og handicappede.

Fra oktober til marts er kirken åben fra 10:00-18:00, mens åbningstiderne er 10:00-18:30 fra april til juni. Kirken er lukket på særlige helligdage, såsom påsken og andre højtider.

Da denne smukke bygning også befinder sig i hjertet af Paris, vil du finde mange seværdigheder i nærheden, såsom Notre Dame, Sainte-Chapelle og Palais de Luxembourg.

Læs også: De bedste steder at bo i Paris

Skriv en kommentar

Your email address will not be published.